Der findes hundredvis af CRM systemer, og vi forstår godt, hvis du er i tvivl omkring, hvilket et, du skal vælge. Derfor har vi samlet en oversigt over de mest udbredte CRM systemer i Danmark – og sammenlignet dem for dig.
Vi er 100% ramt af vores kærlighed til Pipedrive, så vi har forsøgt at sammenligne CRM systemerne på objektive parametre. Hvad er prisen? Hvad siger brugerne? Hvor mange brugere er der, og tilbyder CRM systemerne gratis adgang, så du kan prøvekøre systemerne, inden du køber?
HubSpot er den dyre løsning, og Podio er den billige. Både HubSpot og Citrix Podio tilbyder, at du kan oprette en gratis konto på ubestemt tid. Du får dog kun begrænset adgang og hvis I er flere, der skal bruge systemet, finder I hurtigt ud af, at I er nødt til at opgradere til en betalt pakke, da basis funktionerne er meget basic.
Når det er sagt, så er gratis adgang perfekt, hvis du ønsker at undersøge, om HubSpot eller Citrix Podio er noget for Jeres virksomhed. Salesforce og Pipedrive tilbyder begge, at du kan prøvekøre deres løsning i hhv. 30 dage og 14 dage.
Vores erfaring er, at 14 dage er meget lidt tid til at sætte sig ind i et nyt CRM system – især, hvis du har en travl hverdag. Men det kræver fuld Prio at gennemfører et forløb.
Til vores store overraskelse, så er anmeldelserne på tværs af HubSpot, Salesforce, Pipedrive og Citrix Podio stort set ens. HubSpot tager føringen med 4,4 ud af 5 stjerner (8.390 anmeldelser) på www.g2.com.
Salesforce (12.675), Pipedrive (1.531) og Citrix Podio (404) deler andenpladsen med 4,2 ud af 5 stjerner. Der er så lidt forskel, og du får mere ud af at læse anmeldelserne enkeltvis for at se, om der er en rød tråd mellem dine behov og de gode/dårlige anmeldelser. Altså, hvis dit behov er, at du vil automatisere dit salgsarbejde, så skal du kigge efter, om der er sammenhæng i brugernes oplevelse af, hvordan det er, at arbejde med automations i det enkelte CRM system.
HubSpot og Salesforce ligger suverænt i front, hvad angår Virksomheder. Når vi skriver “brugertal”, så mener vi virksomheder, der har oprettet en HubSpot-konto eller en Salesforce-konto. Antallet af individuelle brugere er reelt flere, men det tal er svært at gennemskue. Kig på din egen virksomhed. Hvor mange personer skal have adgang til Jeres CRM-konto? Er det kun dig eller er det et helt salgsteam på 5-10 personer?
Hvis vi skal gætte på, hvorfor HubSpot (grundlagt 2006) og Salesforce (1999) har en større brugerbase, sammenlignet med Pipedrive (2010 og Citrix Podio (2009), så kunne det skyldes, at HubSpot og Salesforce har eksisteret i længere tid. Jo ældre et CRM system er, desto flere tilpasninger har produktet været igennem for at imødekomme brugernes behov. Derudover, har HubSpot og Salesforce også haft flere år til at udbrede deres software, hvilket afspejler sig i antallet af anmeldelser.